Kamelia


En af de store fordele ved kameliaen er, at den blomstrer tidligt på året, nemlig fra sidst på vinteren og til først på foråret, hvor der ikke er meget andet, der blomstrer. Det er en spektakulær og prangende blomst. En kamelia kan være så tildækket af blomster, at bladene næsten forsvinder.

Blomsterne kan blive op til 12 cm, og er forskellige af udseende, lige fra en simpel anemonelignende form, som f.eks. den lyserøde C williamsii JC Williams til den mere pæonlignende form som f.eks. den mørkelyserøde Anticipation. Blomsterne kan være stribede med en mørkere farve, som f.eks. den hindbærstribede C japonica Lavinia Maggi eller kruset som C japonica Margaret Davis, der er hvid med kirsebærrøde kanter. 

Blomsterne er sædvanligvis hvide, lyserøde eller røde, selvom der også findes råhvide og gule kameliaer.  

De kameliavarianter, der fås til haven, kan blive over 3 meter, men er i gennemsnit mindre end 2 meter.  

Sådan plantes kamelia

Det er ikke specielt vanskeligt at dyrke kamelia, og derfor egner den sig godt til nybegyndere. Den behøver ingen eller lidt beskæring, og den blomstrer troligt først på foråret. Den skal dog plantes i kalkfri jord, altså jord der er neutral til sur og ikke basisk. Den bør plantes i læ, så f.eks. vil op ad en husmur være et ideelt sted.  

Frost og hurtig optøning kan beskadige blomsterknopperne, så undgå at plante kameliaen et sted, hvor den kan være udsat for kolde vinde og tidlig morgensol. Kameliaen foretrækker delvis skygge, da det er en skovplante. Kameliaer kan også med fordel dyrkes i beholdere.

Det er ikke alle typer, der er lige hårdføre, så udvælg din kamelia med omhu.   

Formering af kamelia

Tag halv-modne stiklinger eller bladknopper fra midsommer til først på vinteren.

Art: Kamelia 
Familie: Theaceae