Undgå mus i haven


Musegnav kan forekomme hele året, men det er især i vintermånederne, når føden er knap, at det går ud over vore træer.

Har der omkring træer været snedækket i længere tid, eller har jorden været dækket af ukrudt, græs, eller bunddække, lige omring stammen, er risikoen for musegnav særlig stor. Det er typisk markmusen, der foråsager disse skader.

I en højde af ca. 10-15 cm fra jorden, (så langt som musen kan række, når den står på bagbenene), er barken gnavet væk. Ved nærmere eftersyn ses tydelige tandmærker, og stammen kan være enten total "ringet", eller kun delvis begnavet. I det første tilfælde vil træet som regel dø, da transportvejene for vand og salte er afbrudte.

Det hjælper ikke at smøre det angrebne sted med maling, eller hvad man nu kunne finde på.
Er træet ikke gnavet hele vejen rundt, vil det tit overleve og kunne genskabe barken. Generelt er unge træer mere udsatte end ældre, ligesom visse plantearter smager bedre end andre. Æbletræer er meget eftertragtede, men alle, både stedsegrønne og løvfældende træer, kan angribes. 

Forholdsregler mod mus

Når skaden er sket, kan man ikke udbedre den. Der findes dog en række præventive muligheder.

  • Hold jorden fri for ukrudt og anden vegetation.
  • Fjern sne (eller træd det sammen) tæt ved stammen.
  • Beskyt den nederste del af stammen med fintmasket ståltrådsnet.
  • Rovdyr (herunder katte) og rovfugle begrænser angreb af mus.
  • Dækmaterialer (halm blade m.v.) må ikke ligge helt ind til stammen
  • Anvend fælder, men tøm dem hver dag.

Læs mere om, hvordan du slipper af med mus på vores Plantedoktor