Dyrkning af frugt: Hvilken slags skal jeg vælge?


Hvilke overvejelser skal du gøre dig i forbindelse med valg af frugttræer

Hvor meget plads har du til rådighed?

Nogle typer af træer og planter kan vokse i årtier og blive meget store og pladskrævende. Nogle er høje og smalle, mens andre er lave og brede. Overvej hvor store de bliver, og hvordan det passer ind i din have. Du bør også overveje, om det vil skygge for andre træer eller planter eller om rødderne vil lave skader osv. Tænk også på, om planten eller træet er smukt, og om det giver et godt afkast. Nogle frugttræer er utroligt smukke og udvælges ikke kun på baggrund af deres frugt, men fordi de har meget smukke blomster, som f.eks. granatæble og abrikos.

Hvor meget tid kan du bruge på havearbejde?

Nogle frugttræer og planter passer stort set sig selv, mens andre som eksempelvis æbletræer kræver mere pleje, og du bør derfor overveje hvor meget tid, du har til rådighed. Du bør også overveje, om du ønsker at få en stor høst eller en høst af meget god kvalitet. Unge frugttræer har tendens til at producere mange frugter, men de kræver megen pleje og er ofte mere sarte. Ældre frugttræer er mere hårdføre og modstandsdygtige over for sygdomme, og de kræver mindre pleje, men producerer mindre frugt. Frugten er til gengæld fuld af smag.  

Hvor kan man købe frugttræer og planter?

Du kan købe frugttræer og planter i havecentre, planteskoler og i store supermarkeder. Det er en god idé at købe dem et sted, hvor du ved, at de har modtaget den rette pleje. Samtidig kan du få professionel hjælp til, hvordan du håndterer dem. Tjek at planten er sund og virker stærk. Frugttræer og planter sælges i potter og med bar rod eller en rodknold. Hvis du køber en plante i potte, så fjern den fra potten og sørg for at rødderne ikke sidder krøllet sammen i bunden.

Hvis du vælger en med bar rod skal du huske, at den skal plantes med det samme. Fordelen ved at købe sådan en er, at den hurtigt tilpasser sig de nye jordforhold.  

Hvornår skal jeg plante frugttræer og planter?

Det bedste tidspunkt til plantning af frugttræer er fra sidst på efteråret til først på foråret, hvor temperaturen er lav. Spørg din lokale forhandler hvilke varianter, der er bedst at plante der, hvor du bor.   

Læs mere om plantning af frugttræer